Wanna be a model

Et Ægte Tri Liv – Ironman 2017

For et halvt år siden gennemførte jeg min 3. Ironman, så skulle liiiige læse min racerapport som jeg skrev en uges tid efter, da jeg var blevet nogenlunde menneske igen.

Nu sidder jeg så her i min sofa med løbende øjne og høje kinder og genlever den vildeste optursdag fuld af kærlighed.

En Ironman er ikke bare et løb man skal igennem. Det er en rejse, hvor man kommer ud på den anden side som et nyt (og rimelig fysisk gennembrugt) menneske.
Det er svært at forklare, men man kan sammenligne det med en spirituel rejse inklusiv seriøs sved på panden.

Anyways så har jeg valgt at reposte det til ære for den mega awesome fede top tuned dag det nu var d. 20 august 2017!

<3

Et ægte Tri Liv

En racerapport fra en træt og glad trinørd!

Når man om morgenen er ved at ørle over at man skal ud og race, så er tanken om mad det sidste man magter.
Et godt råd som nu er praktiseret et par gange er, at man bare skal have en lille snackpose pastaskruer i lommen.
Det virker og de er nemme at få ned når det er man om morgenen kl halv fem, tænker tilbage på den dejlige måske solskinsberiget dag for længe siden, hvor man mente at det var en PISSE fed ide at melde sig til KMD COPENHAGEN IRONMAN!!

Ja godmorgen kl bæ, nu skal jeg ud på årets længste krydspas!

*3,8 km svøm i det store hav blandt fisk, vand/brandmænd, krabber og værst af alt: mænd der spiller med mullerne!
*180 km cykling – ja det er langt! – især med modvind!
*Marathon – 42,2 km løb på ben der lige har lavet de to ovenstående sportspunkter i træk.

Men hånden på hjertet 💚 jeg har GLÆDET mig mega meget til denne dag.
Hver eneste dag i et helt år, har mine tanker mere eller mindre lige strejfet projektet.

Når man så når til måneden op til, ugen op til og til sidst weekenden op til, så glæder man sig så meget at man skulle tro det var juleaften og julemanden virkelig eksisterede!
Det er en stor dag som jeg har trænet til i flere måneder – Morgen, middag og aften alt imens jeg har jobbet, renoveret lejlighed og ikke mindst SPIST OG SOVET!

Så kl 04.30 søndag morgen satte jeg Sash på med Ecuador, gik rundt om mig selv 800 gange med pastasnackpose i hånden, for tænk hvis jeg havde glemt noget!

Heldigvis to the rescue kom min søde og meget syge overbo ned (lungebetændelse osv), for hun skulle da følge mig godt derud og sørge for jeg kom pænt i vandet. -Tak skat! Det betød alt – og du ve det 😍💦

20914194_10213919380636120_601730036474746567_n

Da vi kom derud var det bare så smukt.
Solopgang, smukt vand og 3000 tritosser inkl mig selv der rendte rundt i smarte tricots, støttestrømper og generelt lange ærter.

Det var fedt..

20953055_10213919380556118_8813721770902051393_n

Når man ankommer til de større tristævner, kan man lige så godt stille sig i kø med det samme til festivals toiletterne.
Standart kø varer i 30-45 minutter, fordi ALLE åbenbart skal sidde på lokum i 8 år! (der er ikke engang spejl derinde!!)

bagefter fik jeg mit sædvanlige stress!
Jeg kom i dragten, fik råbt lidt af mig selv og det generelle nissetempo der forekommer, når man skal igennem en masse triatleter fra senere startgrupper samt pårørende der står og fylder bredt!.
Aaarghhh afsted! Ud i vandet for at mærke om det nu osse var vådt og koldt.

– Det var det..

Op og stå i min gruppe, dem med de blå badehætter og så afsted for real!

Jeg var så klar, så glad og meeega spændt!

3 2 1 og så var det min tur til at løbe ud i vandet, med en forhåbning om medstrøm hele vejen rundt!

21148411_10155034445291242_1882040957_n

Svømmeturen var nok den bedste jeg til dags dato har prøvet!

Var for en gangs skyld ikke oppe og slås med nogen andre, solen skinnede højt og det blæste ikke!
Der var masser af søgræs, så følte helt at jeg var med i en topspændende Discovery dokumentar om havets gåder.

Følte en god medstrøm i starten og tænkte puha, den blir hård på hjemturen!
Men Åbenbart havde jeg medstrøm hele vejen rundt.
Ret fedt alligevel.

Svømmede dog forkert til sidst, for selvfølgelig skulle vi da op af vandet der hvor vi startede..

Ehhhmmm nope, not really, så jeg blev svømmet op af en kajak der råbte “Højre Højre!!!”

Da fandt jeg så ud af at jeg havde taget den direkte over et banetorv og måtte derfor lave en 90 graders vending for at komme på rette kurs.

What to do – havde en fest i min hjerne og svømmede 5 minutter hurtigere i år end sidste år!

Beklager billede kvaliteten, men betaler altså ikke ca en million for et sportsbillede!
Jeg var der, det var fedt, et vandmærke er ok.

Nå men op på cyklen og afsted på den fede cykeltur.
Masser af vind, masser af snot og masser af kærlighed på ruten!

Standart turen er at jeg altid får en mindre krise omkring 60 km uanset hvor langt jeg cykler.
Det fik jeg også her men fik snøret den, samt alle de andre kriser på cyklen ved hjælp af hjemmelavet små boller med smør og pålægschokolade!
Yup havde en ret fedtet cykeltaske, men awww de smagte godt!

21015866_1232187653594537_5736674881027026982_o
Efter dette race kan jeg kalde mig for ÆGTE triatlet.

Jeg PISSEDE på cyklen!

Og det tog 50 km at presse den meget tiltrængte tissetår ud, og gud fader det var svært og grænseoverskridende!
Overvejede dog ikke den fact, at når man pisser på cyklen så ryger det jo nedad.. Tyngdekraft much? .
Det forsvinder jo ikke i luften som en let damp.
Nej nej, der var syndflod, og det var så skørt, at jeg højlydt måtte fortælle køerne på marken, at det da godt nok var klammo!!!
Jeg fik pis ned af mig, ned i skoen og på Mariehønen (ja.. cyklen hedder Mariehønen)
Kan anbefales og kan ikke anbefales. Og ja husk at skylle efter med almindelig vand og ikke energi! Det klistrer 😀

Udover pissedelen så var det en skøn tur, og fik overhalet en masse mænd 💪VIGTIGT!

Da vi kom tilbage til byen var der så meget iver i mine ben og i hjernen at jeg gav den fuld skrue og råbte højlydt “WEEEEEE” ned af bakken til P-kælderen hvor skiftezonen var.
Råber derefter til hende der tager imod min cykel: “FUUUUUCK hvor er det feeeeeeeedt!!!!” hvor hun pænt smiler og siger: “Heheeeeeeeeh velkommen til, gulvet er glat., du har vidst en fest!

Jeg stavrede afsted efter min løbepose og jublede alt imens cykelhjelm og cykeltøj fløj rundt i luften.

Min cykeltid var 55 minutter hurtigere end sidste år!!
3

Ud på løberuten og de første 21 km gik forrygende.

Masser af Red Bull, saltkiks, bananer, vand og energi.
Yes skal altid hele buffeten igennem – nu hvor den er der.

Nå men pludselig skete der så noget med min krop.
Jeg blir voldsvimmel, kan ikke stå eller gå og hver gang jeg stopper, er jeg tæt på at ørle.
Jeg beslutter mig for at det må være for meget Red Bull, for er ikke ligefrem koffein vant.
Jeg holder mig så til vandet og det bliver værre… og værre……

Har så meget buffet i maven, og føler ikke jeg kan optage det.
Det skvulper rundt og gir mig de vilde brækfornemmelser, alt imens jeg har mega tørre læber og mund.
Det gir ikke mening i mit hoved, at jeg dehydrere med 800 liter vand i sækken.

Endelig står det klart for mig som en stjernekaster i måneformørkelse, at det er salt jeg mangler.
Masser af lækker velsmagende salt, der skal hjælpe mine celler med at optage den store blanding af diverse fremdriftsremedier.

Tanken om mere i maven gør mig dog skør, så vælger (sølle og blank som man er på det tidspunkt) at slikke på saltkiksene.

Ja da, brand go ide, for så får jeg jo salt uden at spise/drikke.

Til information for fremtidige saltmanglende typer, TUK KIKS KNÆKKER når de bliver fugtige af hundetungens iver!

Når jeg ser tilbage på min gode ide, kan jeg ikke lade være med rødmende at smågrine, for shit hvor har det set dumt ud!

Det splitsekund hvor kiksen knækker og falder til jorden – hvor jeg sørgmodigt kigger ned med længsel i øjnene efter den dejlige salt der så bekræftende fyldte tomrummet i min freaking Ironman!

Anyway kiks mig her og kiks mig der, det virkede IKKE.

Det endte med at jeg måtte op ad de store bjerge omkring Gefion springvandet samt ved Langelinie for at komme igennem.
Pænt nederen for kunne mærke mine ben var stærke.

Da jeg mangler 5 km kan jeg se at hvis jeg spænder op, kommer jeg under de 12 timer som er så vigtige, at alt andet i hele min verden er fuldstændigt ligegyldigt.

Jeg får gang i benene, tager stoneface på og jogger yndefuldt som en sylfide igennem byen, alt imens jeg kan høre de store højtalere buldre ud: “YOU ARE AN IRONMAN”.

Yes det er mig om lidt!

Drøner forbi buffeterne alt imens jeg prøver at holde balancen lige og opkasten nede.

Da jeg mangler 1,5 km ender jeg ved siden af en gut som også er ved at være i mål.
Han siger tak til mig, og jeg lurer på ham helt blankt og tænker tak for hvad? Ååååh hva nu?!
Jeg er ikke det mest givende overskudsmenneske på dèt tidspunkt og forstår absolut intet.
Han fortæller kort at jeg havde hjulpet ham igennem løbedelen til Øresund halv Ironman tidligere på året og vist overskud over for ham, på trods af min ret så manglende energi.

2

Waw…

Jeg er dybt beæret over hans overskud til at sige tak for noget som jeg ser som en selvfølge og “i samme båd” stilen.

Føler derfor et kolonormt overskud til den sidste kilometer, så jeg besluttede mig for at nyde den i fulde drag istedet for at ynke.

Jeg er glad, tilfreds og SÅ klar til at dreje til højre, ned af den lange flotte røde løber, fuld af mennesker, blandt andet dem som jeg elsker mest!

6

Det hele er surrealistisk så begynder at tude. Jeg nyder hvert skridt og tænker på repeat “Det nu, det den røde løber“.

Ænser intet andet end målstregen, det røde under mine fødder og manden i højtaleren der råber:

Marie-Louise, You are an IRONMAN!
!!!

Whaaaaat the fuck!!!!

Jeg klarede det! Under 12 timer! Jeg overlevede! Og det var så fedt som aldrig før!

4

Jeg blir grebet på den anden side af en tri ven. Mine ben kollapser og må støttes. Til undsætning kommer Charlotte Bircow (stor fan) og af de to skønne mennesker får jeg min medalje og en stol at sidde i, en vand og masser af kærlighed.

Ååååh det så fedt, blir helt rørt af at skrive beretningen …

Jeg humper over til min familie og venner, stortudende over at have nået mit mål under 12 timer!

Bliver lykønsket, kysset på, krammet, holdt om og åååh det er skønt … lige indtil mit fjæs blir blegt, mine lunger krymper og mine ben blir til gele.

Jeg blir trukket ind i medical teltet og får fremstammet manglen på lunger, at mine hænder sover og at jeg er svimmel.

De tager mit blodtryk, og stikker en kop tuk kiks i hånden på mig som jeg igen slikker lidt på… Ja kikset type, I know…
Yup lavt blodtryk, 96 over 60. Aner ikke hvad det betyder men lavt vat det.

Får en cola, og lister mig forsigtigt over i naboteltet hvor jeg får stukket en grøn burger fra Halifax i hånden.

Livet begynder så småt at komme tilbage i mine kinder og sjæl og vupti jeg er tilbage.

Total klar på nye udfordringer, men først sove, pomfritter, kage mm.

Yes, det var min 3. ironman og det var pisse fedt!

Jeg glæder mig til næste projekt som er Polar Circle Marathon – PolarbearChallenge, dvs halvandet marathon på Grønland med mor! (Its a family thing)

Yes sport er ikke en hobby men en livsstil – and I love it!!

<3 <3

//Marie-Louise

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Wanna be a model